Andre malere


Claude Monet er klart den mest kendte af de impressionistiske malere, og han var også en af de førende skikkelser indenfor denne kunstretning. En af de andre førende skikkelser var Camille Pissarro, som var lidt ældre end de andre. Dels p.g.a. dette samt hans personlighed og hans engagement var han måske den, der mest holdt sammen på gruppen af de impressionistiske malere.

Malere1

Så der var også andre malere end Claude Monet, hvis malerier mange også kender i dag. På billedet til højre ses Frédéric Bazille’s atelier i Paris, som var ret stort, da han kom fra en velhavende familie. Her ses flere af de impressionistiske malere. Helt til venstre på billedet ses maleren Renoir (siddende), derefter den kendte franske forfatter Émile Zola (på trappen) og derefter maleren Manet. Manden med stokken er Claude Monet, og den høje mand er maleren Bazille.

 

Her er en oversigt over de meste kendte impressionistiske malere:

Renoir1Pierre-Auguste Renoir (1841-1919) blev født i byen Limoges i Midtfrankrig i en arbejderfamilie. Som dreng dekorerede han porcelæn på en fabrik. I 1862 mødte han Monet, Sisley og Bazille på en kunstskole i Paris. De malede som regel udendørsmotiver sammen, men Renoir malede ofte billederne færdige i hans atelier. Efter 1881 fandt han andre motiver i form af nøgne kvindekroppe samt en del portrætter.

I 1907 flyttede han til varmere himmelstrøg p.g.a. hans leddegigt, og slog sig ned ved den Sydfranske middelhavskyst. Han fik to sønner, som blev kendte indenfor filmens verden. To af hans mest kendte malerier er “Dans på moulin de la Galette” fra 1876 og “Sejlernes frokost” fra 1881.

 

Pissaro2Camille Pissarro (1830-1903) blev født på øen Saint Thomas i Caribien, som var dansk på det tidspunkt. Han holdt sammen på gruppen af de impressionistiske malere og var den eneste maler, som deltog i samtlige 8 impressionistiske udstillinger i Paris i perioden 1874 til 1886. Pissarro solgte ikke ret mange malerier, mens han levede, men de er i nyere tid blevet solgt for store summer.

I 1870 giftede han sig med sin mors tjenestepige, og parret fik 6 børn. Sidst i karrieren forlod han impressionismen til fordel for kunstretningen post-impressionismen. I de senere år led Pissaro af en øjensygdom, som gjorde, at han næsten ikke kunne male udendørs. Derfor malede han ofte fra et hotelværelse ud af vinduet, bl.a. flere billeder af Boulevard Montmartre i Paris.


Bazille5Frédéric Bazille (1841-1870)
var født i Montpellier ved den franske sydkyst. Han afbrød et medicinstudie for at koncentrere sig om at være friluftsmaler. I Paris gik han på en kunstskole, hvor han lærte Monet, Renoir og Sisley at kende. De elskede alle at male ude i det fri. Bazille kom fra en velhavende familie, og han støttede sine (fattige) kollegaer økonomisk. Han havde et noget større atelier i Paris end de andre, og dette fungerede ofte som samlingssted for malerne. To af hans mest kendte malerier er “den lyserøde kjole” (1864) og “Familiesammenkomsten” (1867).

Bazille deltog som soldat i den fransk-prøjsiske krig (1870-71), hvor han blev dræbt i november 1870 i et mislykket angreb på en prøjsisk stilling. Han blev 28 år gammel.

 

Caillebotte7Gustave Caillebotte (1848-1894) regnes også for en af impressionisterne, selvom han malede i en mere realistisk og tydelig stil end de andre malere. Han blev født i den nordlige del af Paris i en velhavende familie. Efter at have læst jura og til ingeniør, koncentrerede han sig om sin malerinteresse. Han malede primært gadescener fra Paris samt motiver fra Paris’ omegn.

Caillebotte arvede en del penge efter sine forældre, som han bl.a. brugte på at støtte de andre impressionistiske malere økonomisk, bl.a. ved at købe sine kollegaers malerier.  To af hans mest kendte malerier er “Gade i Paris: regnfuld dag” fra 1877 og “Gulvskraberne” fra 1875. Ved sin død testamenterede han 68 malerier, deriblandt 15 af Claude Monet, til den franske stat.

 

Morisot1Berthe Morisot (1841-1895) blev født i byen Bourges i Midtfrankrig. Hun var måske ikke den mest kendte impressionistiske maler, men hun var en af de meget få kvindelige kunstnere på dette tidspunkt. Hun malede ofte motiver fra sit nære miljø, som f.eks. af sin nærmeste omgangskreds.

Selvom Berthe havde pæn succes med at få sine malerier udstillet på de officielle parisiske udstillinger, dannede hun alligevel fælles front med de afviste impressionistiske malere som Monet, Renoir og Bazille. Hun var gift med Eugène Manet, som var bror til den meget kendte (og delvist impressionistiske) maler Édouard Manet. I 1878 fødte hun sit eneste barn, en datter som kom til at hedde Julie. Julie sad senere model for flere impressionistiske malere.

 

Sisley4Alfred Sisley (1839-1899) blev født af velhavende engelske forældre bosat i Paris. Han beholdt det engelske statsborgerskab hele livet. Som ung flyttede han til London for at læse til en karriere indenfor erhvervslivet, men opgav det til fordel for sin maler-interesse. Tilbage i Paris mødte han Monet, Renoir og Bazille på en kunstskole i byen.

Sisley holdt meget fast i at male ude i det fri og fandt oftest motiver ude på landet og i mindre byer. Krigens udbrud i 1870 mellem Frankrig og Prøjsen ruinerende faderen, så Sisley levede resten af livet fattigt, da hans malerier solgte dårligt. Senere blev malerierne solgt for formuer. Et af hans mest kendte malerier er “Oversvømmelse ved Port-Marly” fra 1876.

 

Cezanne1Paul Cézanne (1839-1906) blev født i byen Aix-en-Provence ved den franske Middelhavskyst. Som barn var han venner med den senere berømte franske forfatter Émile Zola, som han brød venskabet med, da Zola havde skrevet om Cézanne i en af hans bøger. Som ung i Paris fik han kontakt med maleren Pissaro, som han blev nær ven med samt kunstnerisk inspireret af.

Fra ca. 1870 malede han landskaber og naturen ude i det fri. Desuden malede han en del portrætter. I 1874 udstillede han sammen med Monet og andre afviste malere på den berømte udstilling i Paris. Senere malede han i mere abstrakt form og brød med impressionismen. Han kan siges at have bygget “bro” til den næste kunstretning, nemlig kubismen (f.eks. Picasso). Et af hans mest berømte billeder er “Kortspillerne” fra 1892-95.

 

Degas5Edgar Degas (1834-1917) blev født i Paris. Som ung opgav han et jura-studie for at koncentrere sig om malerkunsten. Han blev en af grundlæggerne af impressionismen, selvom han ikke brød sig om dette udtryk. I modsætning til de andre impressionistiske malere lavede han kun skitser, tegninger og tog fotos udendørs, for at male billederne hjemme i hans atelier.

Degas malede portrætter, scener fra hestevæddeløb og parisisk folkeliv, men han malede først og fremmest scener af ballet-dansere. Han lavede også en del bronzestatuetter. Et af hans mest kendte malerier hedder “Absint”, et socialrealistisk maleri af en kvinde, som drikker absint på en cafe. Den alkoholistiske drik blev forbudt i flere lande omkring 1. verdenskrig.

 

Manet1Édouard Manet (1832-1883) blev født i Paris af velhavende forældre. Selvom han følte tilhørsforhold til det bedre borgerskab, rystede han alligevel den konservative kunstverden med sine malerier. F.eks. vakte maleriet “Frokost i det grønne” skandale i 1863. Det forestiller to mænd fra det bedre borgerskab på skovtur med to prostituerede, den ene nøgen. Et andet berømt maleri er “Un bar aux Folies Bergère” fra 1882, som viser en scene af en kvindelig bartender på den berømte natklub Folies Bergère i Paris.

Manet kan kun siges at være delvis impressionistisk maler, og han udstillede heller aldrig på de impressionistiske udstillinger. Han var gode venner med Claude Monet og andre af de impressionistiske malere, og han malede flere gange sammen med dem i det fri.

Mary Cassatt (1844-1926) var født i NØ USA, men boede det meste af sit voksenliv i Paris. Hun udstillede sammen med de andre impressionistiske malere. Ofte malede hun kvinder i sociale omgivelser eller sammen med deres små børn. Armand Guillaumin (1841-1927) blev født i Paris. Som ung blev han venner med Cézanne og Pissarro, og han deltog på de fleste af de impressionistiske udstillinger i 1870’erne og 1880’erne. Den franske maler Eugène Boudin (1824-1898) inspirerede Claude Monet til at blive landskabsmaler, og den hollandske maler Johan Jongkind (1819-1891) kan siges at være en forløber for impressionismen.

I Danmark var Skagensmalerne inspireret af impressionismen, f.eks. Michael Ancher (1849-1927) og Anna Ancher (1859-1935) samt P.S. Krøyer (1851-1909).

 

Kunsthandlere:

Paul Durand-Ruel (1831-1922) var en fransk kunsthandler, som havde meget af æren for, at den impressionistiske kunst blev kendt og solgt. I starten havde Monet og hans malervenner mere end svært ved, at få deres malerier solgt. Men ved bl.a. Paul’s hjælp blev flere af malerne anerkendte og med tiden velhavende. Gennembruddet skete dog ikke på kort tid, men over flere år. Nærmere betegnet i perioden 1870’erne til omkring år 1900. Paul fik også etableret et marked i USA for den impressionistiske kunst. Claude Monet mødte ham i London under den fransk-prøjsiske krig i 1870-71, som de begge var flygtet fra.

En anden kunsthandler, som også var vigtig i at få den impressionistiske kunst solgt, var Georges Petit (1856-1920). Claude Monet brugte også ham til at udstille og få solgt sine malerier. Paul og Georges var konkurrenter for ikke at sige rivaler.

 

Billedegalleri:

 

Renoir2

Renoir’s nok mest berømte maleri hedder “Bal du moulin de la Galette”. Det viser livet på Montmartre i Paris en søndag. Det er fra 1876 og hænger på Musée d’Orsay i Paris.

 

Pissaro3

Pissaro’s maleri “Le Boulevard de Montmartre, Matinée de Printemps” forestiller en boulevard i Paris. Det er malet i 1897.

 

Bazille3

En af de mest kendte malerier af Bazille er dette, som hedder “Familie sammenkomsten”. Det er malet omkring 1867.

 

Caillebotte1

Caillebotte’s maleri af en boulevard i Paris i regnvejr hedder “Paris gade, regnfuld dag”. Det er et ret stort maleri fra 1877, som i dag hænger på Art Institute of Chicago i USA.

 

Morisot2

Berthe Morisot’s maleri fra 1872 hedder “Vuggen”. Det hænger i dag på Musée d’Orsay i Paris.

 

Sisley1

Dette maleri hedder “Oversvømmelsen af Port-Marly” og er lavet af Alfred Sisley. Det er malet i 1876.

 

Cezanne2

Dette maleri af Paul Cézanne hedder “Kortspillerne” og er fra 1892-95. Cézanne lavede flere malerier af det samme motiv. Dette billede kan ses på Courtauld Institute of Art i London.

 

Degas3

Maleriet “Absint drikkeren” er lavet af Edgar Degas i 1876. Det hænger på Musée d’Orsay i Paris.

 

Un Bar aux Folies-Bergere1

Manet malede dette kendte maleri, som hedder “A Bar at the Folies-Bergère”. Det er af et forlystelsessted i Paris, som stadigvæk eksisterer. Billedet er fra 1882.